|
VEDTÆGTER
FOR
ERHVERVSFORUM ROSKILDE
§ 1. FORMÅL: Foreningens formål er at varetage det lokale erhvervslivs interesser overfor kommunen, regionen, staten og det internationale samfund.
Det er endvidere foreningens formål at styrke samhandelen mellem foreningens medlemmer.
§ 2. MEDLEMMER: Virksomheder, institutioner, interesseorganisationer eller enkeltpersoner, der har erhvervsmæssige interesser i Roskildeområdet.
§ 3. UDMELDELSE: Ethvert medlem kan udmelde sig af foreningen skriftligt med 2 måneders varsel. Ved udmeldelse refunderes betalte kontingenter ikke.
§ 4. EKSKLUSION: Bestyrelsen kan ekskludere et medlem og bringe medlemskabet til ophør, såfremt skyldigt kontingent ikke er betalt senest 8 dage efter at skriftligt påkrav er fremsat overfor medlemmet.
Medlemmer, der modarbejder foreningen eller på anden måde viser sig uværdige til at være medlemmer, kan foreslås ekskluderet på generalforsamlingen.
§ 5. HÆFTELSE: Foreningen hæfter alene for de dispositioner som foreningen har truffet.
Således hæfter foreningens medlemmer ikke for de trufne beslutninger.
§ 6. GENERALFORSAMLINGER: Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned i Roskilde.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter beslutning af generalforsamlingen eller bestyrelsen eller efter krav fra mindst 25% af foreningens medlemmer. For at begære en ekstraordinær generalforsamling afholdt, skal man angive den dagsorden man ønsker behandlet på generalforsamlingen.
Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved brev eller e-mail, med angivelse af dagsorden.
Forslag fra medlemmerne må være indleveret skriftligt til bestyrelsen senest den 1. marts for at kunne blive behandlet på generalforsamlingen.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
1. Valg af dirigent 2. Bestyrelsens årsberetning 3. Fremlæggelse af årsrapport og budget med forslag til kontingent-fastsættelse. 4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. 5. Valg af revisor 6. Indkomne forslag 7. Eventuelt.
Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmeflerhed, idet hvert medlem har en stemme.
Til beslutning af vedtægtsændringer kræves at 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt forslaget ikke har opnået dette flertal, men har fået tilslutning fra mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede på generalforsamlingen, indkalder bestyrelsen inden 14 dage en ny generalforsamling, på hvilken forslaget kan endeligt vedtages af 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede på generalforsamlingen.
§ 7. BESTYRELSEN: Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen, og bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand og kasserer.
Bestyrelsen består af indtil 7 medlemmer, der vælges for 2 år ad gangen, således at der afgår 3 medlemmer i ulige år, og 4 medlemmer i lige år.
Af de medlemmer der vælges på den ordinære generalforsamling i 2008 afgår 3 medlemmer, dog allerede på den ordinære generalforsamling i 2009. Disse 3 medlemmer navngives på den ordinære generalforsamling i 2008.
Der vælges indtil 3 suppleanter for 1 år ad gangen. Der kan finde genvalg sted af såvel suppleanter som bestyrelses¬medlemmer.
Bestyrelsen forestår ledelsen af foreningens anliggender.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når formand eller næstformand og yderligere mindst 2 medlemmer er til stede. De behandlede emner afgøres ved almindelig stemmeflerhed, således at formandens stemme - eller i tilfælde af hans forfald næstformandens stemme - er udslagsgivende ved stemmelighed.
Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden de nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv.
§ 8. TEGNINGSRET: Foreningen forpligtes ved underskrift af formanden eller næstformanden i forening med et andet medlem af bestyrelsen. Bestyrelsen kan meddele prokura til administrator.
§ 9. REVISION OG REGNSKAB: Foreningens regnskab revideres af en af generalforsamlingen valgt revisor, der vælges for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
§ 10. OPLØSNING: Såfremt generalforsamlingen måtte beslutte at opløse foreningen, sker opløsningen ved en likvidation, der forestås af en likvidator der vælges af generalforsamlingen. Til beslutning om likvidation udkræves samme stemmeflerhed og afstemningsprocedure, som finder anvendelse ved vedtægtsændringer. jf. § 6.
Generalforsamlingen beslutter hvordan der skal forholdes med foreningens formue.
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling 8. april 2008.
|